CEO-fraud eller BEC (Business Email Comprimise), som er et mere korrekt udtryk.
Svindlen handler om enten:
- falske fakturaer sendt til økonomiansvarlige eller bogholdere
- falske e-mails sendt til økonomiansvarlige eller bogholdere, der foregiver at komme fra en chef eller en kollega, med besked om at overføre et specifikt beløb til en nærmere anført konto.
Svindlerne forsøger dermed at snyde virksomhederne til at overføre beløb på et falskt grundlag, og desværre har de alt for ofte held med det. Mange af de sendte mails og fakturaer er lavet særdeles professionelt, og ved første øjekast er der umiddelbart ikke noget mistænkeligt ved dem. Ved nærmere eftersyn viser der sig dog forskellige tegn på, at mailen eller fakturaen ikke er ægte.
Hvis det er en faktura, er det naturligvis vigtigt først og fremmest at få konstateret, om det er en vare, man overhovedet har bestilt. Er det i stedet en mail, der beder dig om at overføre penge, og man tror den er fra en chef eller kollega, er der et par ting, man kan gøre for hurtigt at opdage, hvis det er en fælde. Fælles for begge former for svindel er, at når man først har overført/indbetalt penge, er de meget svære at tilbageføre, også selvom man opdager det hurtigt. Men med en smule indbygget skepsis og opmærksomhed, kan man opdage og afværge de fleste angreb.